Skoven

Skoven

Skoven, jeg elsker skoven. Den er altid smuk og livlig. Om foråret springer alting ud, og det er lidt som om alt har en ny start, de fine farver kommer frem, og den lille sol skinner ned på mig. Men den varmer mindre end det jeg fornemmer, måske fordi jeg glæder mig sådan til sommer. Derfor tænker jeg "sol-varme-shorts" og bliver så forkølet senere hen på måneden.

Men så kommer sommer. Fuglene pipper, og der er rig mulighed for at plukke en af de skønne blomster. Om sommeren lyser de grønne blade op, og solen skinner ned mellem kronbladene og laver skygger på min hud. Alt føles lidt nemmere, når man bare går rundt i ens lette sommerkjole. 

Efteråret kommer og blade bliver smukke orange nuancer, blæsten er frisk. Hvis humøret er helt i bund, hjælper det lidt bare at gå for sig selv i skoven. Det er aldrig andre i min skov, jeg kan gå helt for mig selv og bare lade tankerne flyve. Der er helt stille, det eneste jeg kan høre er blæsten i træerne og dråberne i søen. Det er dejligt. Blæsten gør at mit hår flagrer rundt, og jeg kan virkelig føle jeg lever.

Vinteren kommer og alt bliver dækket af sne, og det ligner lidt at alle træerne har fået dyne på. Det ser så eventyrligt ud. Snefnuggene falder så dejlig roligt, og det gør at jeg bare kan gå rundt og slappe af. 

Jeg har altid kendt den har skov, og intet har forandret sig. det kan jeg virkelig godt lide, jeg ved at skoven altid vil være som den plejer og det er en tryg følelse.

Det er det skoven kan, den kan få mig i godt humør.

Kys.